Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Gulvbranchens største fagtekniske udvalg

Montering af linoleum og vinyl dominerer det danske marked, og derfor er det fagtekniske udvalg for elastiske gulvbelægninger centralt

Fagteknisk udvalg for elastiske gulvbelægninger er det centrale udvalg i Gulvbranchens arbejde. Derfor lægger udvalget også stor vægt på, at nye tekniske og faglige opdateringer altid er ajourført på portalen gulvfakta.dk.

– Gulvfakta er hjørnestenen i vores faglige arbejde. Her får alle – både udførende og rådgivere – faktuelle svar på deres spørgsmål. Platformen er enormt værdsat, siger Thomas Kjær, Forbo Flooring A/S, formand for Fagteknisk udvalg for elastiske gulvbelægninger.

På produktsiden har en af de mest markante ændringer været forøget brug af fliseløsninger frem for de traditionelle banevarer. Således er f.eks. LVT-fliser (Luxury Vinyl Tiles) kommet til og
har taget noget af markedet. Årsagerne kan være designmæssige og praktiske – men også arbejdsmiljømæssige, da fliserne er nemme at håndtere for håndværkeren. Udvalget mødes tre-fire gange om året. Her kan dagsordenen være f.eks. nye EU-standarder for materialerne eller ansøgninger om godkendelse af nye materialer.

Fremtidige planer
I øjeblikket har udvalget sat gang i at revidere fire forskellige områder. Det gælder revidering af publikationen ”Guide til vurdering af gulve”, folderen ”Linoleum”, revidering af afsnittet om elastiske gulvbelægninger på gulvfakta.dk og endelig en opdatering af Gulvbranchens værktøj til beregning af omkostninger til rengøring og vedligeholdelse i hele gulvets levetid – det såkaldte LCC-værktøj (Life Cycle Cost).

– Vi skal også have opdateret vores forventningsfolder til forbrugerne. Det var et initiativ, vi tog, fordi vi ofte oplevede, at købere af de elastiske gulvbelægninger ikke altid har de samme forventninger til materialet, som gulvlæggeren har. Derfor beskriver vi i folderen helt nøjagtigt, hvad man kan forvente sig såvel fagligt som teknisk. Det kan f.eks. være beskrivelser om planhedsforhold, fugtmåling og stabilitet. Fordelen ved at beskrive forventninger er, at så undgår man at skulle bedømme eventuelle fejl og mangler, når der opstår en uenighed, siger Thomas Kjær.

På fotoet: Gulvbranchens Fagtekniske udvalg for elastiske gulve er fra venstre: Håkan Höglind, Gerflor Scandinavia A/S, René Johansen, Charles Christensen A/S, Kim Risgaard Sildorf, Gulvbranchen, Jonny Jørgensen, Næstved Gulve A/S, Jan Adrian, Interface Denmark, Kim Thomsen, Altro Danmark (filial af Altro Nordic AB), og Thomas Kjær (formand), Forbo Flooring A/S.