Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Philip er på vej til EM i gulvlægning

Philip er Danmarksmester i gulvlægning. Til december skal han til EM i Skills og forsvare de danske farver

- Det er helt vildt stort for mig. Det er jo ikke noget alle prøver, så der er ikke andet at gøre end bare at øve, øve og øve.

22-årige Phillip Sarel Holtzhausen Knudsen glæder sig til, at han om få måneder drager mod Göteborg for at forsvare de danske farver i EuroSkills. Tidligere på året vandt han DM i Skills i gulvlægning. Efter det var han gæstekonkurrent ved de svenske mesterskaber. Nu er næste mål EuroSkills den 1. -3. december, og forberedelserne er allerede i fuld gang.

Næsten 450 unge mennesker fra 30 lande skal kæmpe i en lang række af forskellige faglige discipliner. Konkurrencen i gulvlægning har syv deltagere og består af tre opgaver, vinyl, træ og tæppefliser. Philip ved allerede nu, hvad det er, han skal øve, hvis han skal kunne føje et europamesterskab til titlen som Danmarksmester.

-Jeg har hørt, at Østrig og Frankrig er ret hårde på trægulve, så det skal jeg øve på. Trægulve er nok min svage side, da jeg ikke har lagt så mange trægulve i min læretid. Særligt skal jeg træne på at lægge trægulve i mønstre, siger Philip, der næste måned drager på træningslejr i Aalborg, hvor også den norske deltager træner med.

Men selvom Philip træner hårdt, så ved han godt, at der venter ham nogle helt andre forhold til konkurrencen end ved træningen.

- Der er meget uro og mange, der står og kigger. Det kan godt være distraherende. Jeg hørt, at det er endnu værre til EM, så jeg er glad for, at jeg har prøvet det før. Det giver en vis ro og sikkerhed, siger Philip, der allerede er sikret job, når han til september er udlært.

Burcharth Gulventreprise har nemlig allerede ansat deres prisvindende lærling. Alligevel ser Philip en sejr som et godt kort på hånden, når der skal søges job i fremtiden.

- Det ser jo godt ud på CV’et, og et EM vil se endnu bedre ud, siger Philip.