Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Philip er Danmarks bedste gulvlægger

Philip Sarel Holtzhausen Knudsen, 21, gulvlæggerlærling i firmaet Burchart Gulventreprise i Kolding, blev søndag den 6. februar kåret til Danmarks bedste gulvlæggerlærling ved det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne, DM i Skills i Fredericia.

- Det er en fed følelse at vinde DM. Jeg havde lidt på fornemmelsen, at der var et tæt kapløb imellem mig og Laust, siger Philip.
- Min kæreste Christine og jeg fejrede det med at gå ud og spise søndag aften, og mandag morgen sagde kollegerne på arbejdet tillykke til mig ved morgenmaden. De er alle sammen pavestolte, og jeg synes, det er en fed titel, siger Philip.

Højt niveau og tæt løb
Jesper Krogh, der er Philips lærer på Mercantec i Viborg, bekræfter, at der var tæt løb imellem de fire gulvlæggerlærlinge, der dystede om danmarksmesterskabet.

-Niveauet var meget højt, og opgaverne var svære. Fagligt lå de fire deltagere meget tæt. Men Philip præsterede lidt flere akkuratesser, som sad lige i skabet, og det er det, der tæller, hos dommerne, siger Jesper Krogh.
Philip synes især, at linoleumsopgaven og tidspresset var den største udfordring ved DM i Skills.

- Trægulvet var også en udfordring, og det havde jeg ikke prøvet før, siger Philip, der dog havde øvet opgaverne på skolen.

Vil købe værktøj for pengene
Med Danmarksmesterskabet følger en check på 5.000 kr., og dem ved Philip godt, hvad skal bruges til:
-Jeg tror, jeg vil forkæle mig selv med noget lækkert værktøj, og så skal resten stå på en opsparing, siger han.

Philip havde oprindelig tænkt sig, at han skulle være automekaniker. Men da han ikke var glad for sin læreplads, fik han tilbudt en plads som gulvlægger hos Burchart, hvor hans storebror er udlært.
- Det har jeg ikke fortrudt et øjeblik. Det er meget bedre at være gulvlægger end mekaniker. Du kommer ud forskellige steder, og du bruger din krop fysisk. Det kan jeg godt lide, siger Philip, der er bokser i sin fritid.
Til september er Philip færdigudlært, og han har allerede fået tilbudt at blive i virksomheden.

DM-titlen kvalificerer Philip til EM Euro Skills i Göteborg 1.- 3. december 2016.

De tre andre lærlinge, der deltog i mesterskabet, var:
- Henrik Pristed, 23, fra Odense, i lære hos TC Gulve A/S i Odense NV, Mercantec
- Simon Wennergren Lindholm Nielsen, 19, fra Roskilde, i lære hos KD Gulve i Roskilde
- Laust Fritzen, 22, fra Nykøbing Sjælland, i lære hos Jimmis Gulvservice i Nykøbing Sjælland

De havde kvalificeret sig ved de regionale mesterskaber, som blev afviklet på henholdsvis Gulvskolen i Viborg den 7. og 8. september og i Bella Center den 23. og 24. oktober