Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Gulvbranchen søger syns- og skønsmænd

Gulvbranchen ønsker at øge korpset af syns- og skønsmænd. Hvervet kræver både faglige kvalifikationer og særlige personlige egenskaber. Læs her, hvad en af gulvfagets 8 syns- og skønsmænd siger om jobbet

Ind imellem opstår der konflikter imellem bygherre og gulventreprenør. Tvister, som de ikke selv kan løse, og her kommer syns- og skønsmanden ind i billedet.
 
Uvildhed er et must
- Når jeg bliver indkaldt til uvildigt syn og skøn, tjekker jeg først, om jeg har haft et samarbejde med en af parterne. Hvis ikke, siger jeg ja til at påtage mig sagen. Herefter har parterne 14 dage til at gøre indsigelse mod mig som syns- og skønsmand og uddybe sagen. Herefter indkalder jeg de berørte parter til syn og skøn på adressen, hvor tvisten er. Jeg beder dem altid hver især møde op relevante bilag og opfordrer dem til at tage deres advokat med for at sikre, at der ikke opstår misforståelser, siger Henning Rasmussen, Jul Nielsen Entreprise A/S i Frederikshavn, der er en af de 8 syns- og skønsmænd inden for gulvfaget.

Dokumentation er vigtig
- Forud for syns- og skønsmandsforretningen har parterne skriftligt fremsendt et antal punkter, som de ikke er enige om. Det er de punkter, jeg forholder mig til. Det gør jeg ud fra de gængse vejledninger, AB92 og leverandørens læggevejledning. Jo bedre dokumentation, der er i form af billeder, leverandøranvisning og AB92, jo mere skarp og enkel bliver afgørelsen, siger Henning Rasmussen, der har imellem 5og 15 sager på årsplan over hele landet og sågar også i Grønland.

Afgørelse kan ankes
Når syns- og skønsmandsforretningen har fundet sted, skriver Henning Rasmussen en rapport med sin vurdering af syns- og skønssagen. Hvis en af parter ikke er enig i afgørelsen, kan han indbringe sagen for Byggeriets Ankenævn, og i sidste ende kan sagen blive endelig afgjort i retten. Her bliver syns- og skønsmanden typisk indkaldt som vidne.

Krav til syns- og skønsmænd
Hvad kræver det at blive syns- og skønsmand inden for gulvfaget?
- Du skal have erfaring nogle års erfaring med gulvbranchen og have en naturlig interesse for at følge med i, hvad der sker inden for faget – have en stolthed for dit fag. Du skal både være a jour med nye regler og krav, være opdateret uddannelsesmæssigt og på arbejdsmiljøområdet. Og så skal du have kendskab til mange produkter og indstillet på at sætte dig ind i regler og vejledninger, siger Henning Rasmussen.

Lederevner
Særlig vigtigt er det også, at du besidder evnen til at lede syns- og skønsmandsforretningen, da det er dig, der sætter dagsordenen og kører mødet.
-Du skal forholde dig til de konkrete tvister og kunne skære igennem. Ofte er tingene kørt op i en spids, og så nytter det ikke noget, at du som mødeleder lader følelserne løbe af med dig. Du skal have tålmodighed, være neutral og vise interesse for at høre begge parters synspunkter, siger Henning Rasmussen, der har mere end 20 års erfaring i gulvbranchen.

Søg jobbet
Mener du, at du har de faglige og personlige egenskaber til at være syns- og skønsmand, og har du lyst til at være en del af korpset, så henvend dig til Gulvbranchens branchechef Anders Hjorth Jensen.