Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Gulvbranchen i den digitale førertrøje

Gulvbranchen har udviklet et digitalt værktøj til kvalitetssikring af gulventrepriser. Dermed går Gulvbranchen forrest, når det gælder om at sætte en branchenorm for kvalitetssikring inden for byggeri. To virksomheder har testet værktøjet, og de er begejstrede for løsningen.

Med Gulvbranchens nye digitale kvalitetssikring kan gulventreprenøren nu foretage kvalitetssikringen ved hjælp af en tablet eller sin mobiltelefon, mens arbejdet bliver udført på byggepladsen. Han slipper dermed for at skulle udfylde en masse skemaer, bøvle med at vedhæfte de rigtige billeder, og lede efter papirer der er blevet væk. Med nogle få klik ligger kontrolplan, overtagelseskontrol, modtagekontrol, udførselskontrol i den digitale sky og er hele tiden tilgængelig.

 

Nu er kvalitetssikring blevet sjovt

- Nu er det næsten gået hen og blevet sjovt at lave kvalitetssikring, siger Kim Sildorf, der har brugt det digitale kvalitetssikringsværktøj på nybyggeriet af Niels Bohr Bygningen på Jagtvej i København. Her står han for gennemførelsen af 45.000 m2 gulve med 14 forskellige typer gulvbelægninger på vegne af Miko Gulve i det kommende halvandet år.

- Med kvalitetssikringsværktøjet kan jeg entydigt og med 100 procents nøjagtighed sammenkæde opgavebeskrivelsen, lokationen og fotos, og det gør værktøjet uvurderligt, siger Kim Sildorf. Han bruger værktøjet i et system, som IT-virksomheden Ajour udbyder.

- Ajours system arbejder offline, så jeg kan bruge det i kældre og andre steder, hvor der ikke er netværk. Når jeg kommer hjem og har netforbindelse, kan jeg så synkronisere telefonen, så jeg kan lave de sidste rettelser, siger Kim Sildorf, som i sit arbejde især bruger værktøjets overtagelseskontrol og proceskontrollen.

 

Hverdagen er blevet nemmere

I Hjørring har Morten Simonsen fra Nordjysk Gulvcenter testet værktøjet i et system fra IT-udbyderen iKontrol.

- Jeg må sige, at det har gjort hverdagen væsentlig nemmere. Alle kontrolskemaerne er lagt ind i systemet, så man ikke glemmer noget. Det er simpelt at bruge på byggepladserne. Når vi er på pladserne for at se til vores montører, udføres kontrollen ved besvarelse af spørgsmål tilknyttet den arbejdsproces, som man er i gang med, siger Morten Simonsen og fortsætter:

- For det meste med simple ja- og nej-svar, som man så kan tilknytte et eller flere fotos for yderligere dokumentation. Svarene uploades straks og er herefter tilgængelig for den tilsynsførende eller andre, som måtte have interesse i at følge med i vores processer. Tidligere kunne kvalitetssikring godt være noget af en tidsrøver, som man ikke altid fik gjort på i rette tid pga. besværet med at udfylde skemaer. Nu synes vi nærmest ikke, at vi bruger tid på det, siger Morten Simonsen.

Nordjysk Gulvcenter bruger også værktøjets modtagekontrol, når der kommer nye materialer på byggepladserne eller til lager.

-Tidligere tog vi kopier af følgesedlerne og udfyldte skemaer om, at vi havde modtaget og kontrolleret varerne. Nu laver vi en modtagekontrol på tablet med 2 klik og et foto. Så gemmer vi og uploader, og så er det klaret, siger Morten Simonsen.