Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Gratis medlemskab af GVK

Gulvbranchen vil have endnu flere gulventreprenører til at tilslutte sig foreningens certificeringsordning - Gulvbranchens Vådrums Kontrol (GVK). I en ny kampagne tilbyder Gulvbranchen gratis medlemskab i 1. halvår af 2016.

- Vi vil med kampagnen gøre bygherrer, rådgivere og gulventreprenører opmærksomme på certificeringsordningen. Kvalitetssikring i byggeriet er oppe i tiden, og med de nye regler vil medlemskab af ordningen være et krav for at få vådrumsopgaver, siger Anders Hjorth Jensen, branchechef i Gulvbranchen i Dansk Byggeri.

Gratis medlemskab

- For at få flere medlemmer af GVK tilbyder Gulvbranchen i resten af 2015 og frem til 1. juli 2016 gratis medlemskab. Vi vil desuden markedsføre medlemmerne i Direct Mails og annoncer til bygherrer. Desuden får medlemmerne en række kampagnematerialer til hjemmeside, brevpapir, visitkort, brochurer samt pressemateriale til lokale medier. Endelig indeholder kampagnen en ny tilbudsattest og en nydesignet vådrumsattest samt en smartmail til autosignatur," fortæller branchechefen.

SBi anbefaler kvalitetskontrol

SBi anbefaler i sin nye vådrumsanvisning, at alt vådrumsarbejde med vinyl bliver udført af gulventreprenører, der er tilknyttet en anerkendt ekstern kontrolordning som for eksempel GVK. Det er på den baggrund, at brancheforeningen mener, at bygherrer og deres rådgivere er nødt til at efterspørge gulventreprenører, der er tilknyttet en kvalitetssikringsordning.

Mere arbejde til GVK-medlemmer

En undersøgelse foretaget blandt GVK-virksomheder viser, at de forventer øget kundeefterspørgsel efter certificerede ydelser. Mere end 3 ud af 4 medlemmer regner med, at SBi´s anbefaling af GVK-entreprenører vil øge efterspørgslen efter deres ekspertise. 38 % tror endda, at det vil ske i høj grad.

- Da du får større chance for at vinde vådrumsudbud, er derfor god grund til – og god økonomi i - at være en del af GVK. Du kan bruge GVK´s logo som kvalitetsstempel i dit markedsføringsmateriale, og du kan garantere dine kunder uvildig kvalitetskontrol og som medlem af Dansk Byggeri også sikkerhed igennem BYG Garanti, siger Anders Hjorth Jensen.

Meld dig ind i dag. Kontakt sekretariatet på tlf. 72 16 00 00 eller info@gulvbranchen.dk