Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Et gulv til at ligge på – og kigge på

Normalt lægger man et gulv for at gå på det. Men på Rygaards Skole er det nye gulv i skolens læringscenter også til at ligge på. Skolen valgte i forbindelse med en renovering et stavparketgulv af eg lagt som sildeben. Det har skabt en biblioteksstemning, hvor de små læseheste ligger på puder direkte på gulvet og læser

Det var ikke et oplagt valg i første omgang, men da alle overvejelser var gjort op, så var det. Et gulv af linoleum måske det naturlige valg, men arkitektens argumenter for et trægulv var stærke og vandt.

- Vi vil gerne være tro mod huset og vælge nogle materialer, som passer til en gammel bygning. Et trægulv giver noget varme til rummet, og så er det utrolig smukt i sildebensparket. Det synes vi passer godt til læringscentret," siger Irene Harboe, der er souschef på Rygaards Skole.

Et gulv til læseheste
Arkitekten med de gode argumenter er Jakob Rasmussen. Opgaven til ham lød på at ombygge en række små kamre til et stort nyt bibliotek eller læringscenter, som det kaldes på skolen. De små kamre havde tidligere huset skolens kostelever. I klasseværelserne under de små kamre, havde der været problemer med støj, og gulvløsningen skulle samtidig løse den udfordring. Derfor blev der lagt en lyddug oven på det gamle gulv, herefter en 22 mm gulvplade og oven på de 15 mm egetræsstave, der danner gulvet.

Et skolebibliotek er ikke kun bøger. Det er også børn, og ideen bag biblioteket har netop været at skabe et rum, der indbyder børnene til at være på biblioteket. De tidligere kviste fra kamrene er ombygget til små nicher med store puder på et podie af egetræsplanker, hvor børnene kan smide sig og give sig hen til bøgernes verden.

- Børn i dag ligger jo meget ned og læser – og gerne i en stor bunke af børn. De sidder ikke ved et bord, som vi andre måske gjorde. Et trægulv indbyder meget til, at man lægger sig på det. Det er også derfor, at skolen har bestemt, at alle skal tage skoene af, når de går ind på biblioteket. Derfor giver det en helt særlig stemning, siger arkitekt Jakob Rasmussen.

Trægulvet kan dog andet end at bidrage til den særlige stemning med strømpefødder, puder og bøger.

- Et gulv betyder utrolig meget for et rum. Jeg har rigtig gode erfaringer med parket af egetræ. Det er meget slidstærkt, og det eneste trægulv, jeg vil turde anbefale til en skole," siger Jakob Rasmussen fra Nanna Kallenbach og Jakob Rasmussen Arkitekter.

Gulvet er lagt af P. Ras. i en fagentreprise.