Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Brug for flere lærlinge

Formanden for Gulvsektionen Michael Lund Kristensen opfordrede i sin beretning medlemmerne til at tage flere lærlinge. I de kommende år bliver der brug for flere gulvlæggere. Mange går på pension og en del søger over i andre fag. Hvis for få gulvlæggere bliver uddannet vil det medføre et lønpres, advarede han.

For få gulvlæggere fører til lønpres

Michael Lund Kristensen har været på rundtur til medlemmerne af Gulvsektionen for at tage temperaturen på blandt andet virksomhedernes lærlinge.

"Jeg ved, at der er nogen, der kryber uden om, og dem tager jeg fat i. Vi har ikke brug for, at lønningerne stiger yderligere, og derfor er det vigtigt at tage lærlinge, så vi ikke kommer ud i et lønpres," sagde formanden, der også havde set lærlingenes logbøger efter i sømmene.

"Logbøgerne sikrer, at lærlingene når det, de skal i løbet af uddannelsen, og vi skal som mestre sørge for, at logbøgerne bliver ajourført. Det får vi skudt i skoene af skolerne, at vi ikke mestrer godt nok. Det er trist, og her er vi nødt til at gribe i egen arm og optræde mere professionelt. Det er børn, der kommer fra 5-stjernede hjem, hvor køleskabet altid er fyldt, og de har behov for, at vi viser mere engagement i deres uddannelse. Fortæller dem om forventningerne og følger op på, hvordan det går," sagde Michael Lund Kristensen i sin beretning.

Uændret kontingent

Grundkontingentet på 2.300 om året fortsætter uændret, og det samme gælder lønsumskontingentet på 0,10 pct. årligt.
Generalforsamlingen i 2016 holdes fredag den 8. april i Herning.