Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Varieret og selvstændigt arbejde trækker

Du lærer en masse om håndværk, du arbejder selvstændigt, du får nye udfordringer i både ind- og udland, siger erfarne Kim Maahr om gulvlæggerlivet.

Kim Maahr har lige fra 5. klasse vidst, at han ville være håndværker. Men som så mange andre unge var det oprindelig tanken at blive tømrer eller snedker. Men i nabolaget i Vangede, hvor Kim er vokset op, kom han i snak med en søn af grundlæggerne af gulventreprenørvirksomheden P. Ras, og det er her, han har 40 års jubilæum lidt senere på året.

Opgaver i Grønland og Kina
– Det gode ved gulvlæggerfaget er, at du lærer en masse om håndværk. Du arbejder meget selvstændigt. Er ofte alene ude på opgaver – eller måske i små grupper – så du kan selv styre dit arbejde. Du kan bruge uddannelsen til at læse videre. Og gør du det godt, så kan du være heldig at rejse ud i verden og lægge gulve, fortæller Kim Maahr.

Det er blevet til gulvopgaver to gange i Grønland og en gang i Beijing i Kina for Kim Maahr, der trods sine 57 år, fortsat brænder for faget og ikke har aktuelle planer om at stoppe.

– Jeg er stadig glad for at gå på arbejde hver dag og engageret i mit arbejde. Jeg keder mig aldrig, da der er stor variation i at lave gulve, siger Kim Maahr.

Stoltheden over at skabe
– Jeg er blevet tilbudt at blive projektleder. Men det er fortrinsvis kontorarbejde, og jeg kan godt lide håndværket og at være med til at skabe. At jeg kan se resultatet af mit arbejde, siger Kim, der i øjeblikket er i gang med messinggulve i Blox, der skal huse Dansk Arkitekturcenter.

Stoltheden over at være med til at skabe gulve i et byggeri har altid tiltrukket Kim Maahr. Og i årenes løb er der kommet mange spændende opgaver på listen, hvor Kim har været med til at sætte sit fingeraftryk: Korsbæk på Bakken, Legos hovedsæde i Billund, tæpper i Cirkusbygningen, trægulv i Operahuset og taxfree­området i Københavns Lufthavn i Kastrup, edb­gulv i KPMGs tidligere hovedsæde på Frederiksberg, fingerparket på Egedal Rådhus, og nu noget så usædvanligt som et messinggulv i Blox.

– Linoleumsarbejde er mit favoritgulv. Men i dag bliver der ikke lavet så meget af det. Nu er det mest trægulve og edb­gulve, siger Kim Maahr, der mener, at lønnen på 380.000-­420.000 kr. er fornuftig.

– For ti år siden var gulvlæggere og stilladsarbejdere de håndværkere, der tjente mest. Men vi er blevet overhalet og ligger lidt bagud for f.eks. tømrerne. Det gør selvfølgelig faget mindre attraktivt for de unge.

Kolleger er nu venner
Livet fortsætter, når man ikke går på arbejde, og her har kammeratskabet med tidligere kolleger udviklet sig til private venskaber for Kim.

– Vi er da en gruppe af tidligere kolleger mellem 30 og 63 år, der hvert år mødes i mit sommerhus på Lolland, spiller golf og får noget godt at spise og drikke. Nogle af os mødes også privat ved andre lejligheder og tager ud at spise.

– På arbejdspladsen har vi en fast tradition den sidste fredag i august, hvor svende og lærlingen holder fri og tager på Bakken sammen, hvor vi spiser, drikker og hygger os. Men fællesskabet med de unge er lidt under pres, fordi de er meget forstyrret af mobiltelefoner og sociale medier, som de hele tiden skal tjekke i pauserne. I gamle dage købte vi aviser og sad og talte sammen om nyhederne. Den gang havde vi også en fællesklub, hvor vores partnere var inviteret med til fester, så vi kendte hinandens koner og mænd. Nu er arrangementerne i personaleforeningen kun for de ansatte, siger Kim Maahr, der også har været meget engageret í at gøre arbejdsmiljøet for en gulvlægger bedre ved at undervise andre i, hvordan man sliber, støvsuger, limer og skærer store linoleumsgulve stående.



– Jeg er stadig glad for at gå på arbejde hver dag og engageret i mit arbejde. Jeg keder mig aldrig, da der er stor variation i at lave gulve, siger Kim Maahr.